AICE Logo

AI for ledere: Derfor skal du have et AI kompetencecenter

Claus Møldrup
Claus Møldrup
26.11.2024

Et AI kompetencecenter kan samle ekspertise, sikre ansvarlighed og skabe læring, så AI bliver forankret i hele organisationen.

AI for ledere: Derfor skal du have et AI kompetencecenter

Du har som jeg sikkert hørt eller indset at potentialet med AI er stort. ”Men hvordan realiserer jeg det så?”, vil du nok sige. Jeg har et bud til dig her!

Eftersom jeg både har arbejdet med netop krydsfeltet mellem forretning og IT i 20+ år, så er der visse mønstre der går igen, til hvad vi har set tidligere, men også nogle nye karakteristika. Du står over for en transformationsopgave, som på flere måder minder om dengang, Total Quality Management (TQM) satte fokus på “kvalitet i alting” i virksomhederne. I dag er det dog ikke blot kvalitet, men “kunstig intelligens i alting,” som du skal forstå og implementere strategisk. En succesfuld AI-strategi kræver et AI Center of Excellence (CoE eller kompetencecenter), der kan sikre, at AI løbende integreres og forankres i virksomhedens daglige arbejde. Ikke at du behøver at kalde det for hverken det ene eller andet, men princippet bør du overveje. For nogle virksomheder betyder det et internt kompetencecenter, mens andre kan drage fordel af eksterne AI-partnere, som kan fungere som en forlænget arm af organisationen. Uanset størrelse og ressourcer kan et CoE skabe en varig strategisk fordel og hjælpe med at fremtidssikre organisationen.

Behovet for et AI kompetencecenter

Du skal som leder i dag sikre, at AI ikke blot implementeres sporadisk, men bliver en integreret del af strategien. Et AI kompetencecenter kan hjælpe med at samle og anvende den nødvendige ekspertise, sikre en ansvarlig AI-strategi og fremme en læringskultur. Ligesom TQM skabte “kvalitet i alting,” kan et kompetencecenter nu være med til at muliggøre “kunstig intelligens i alting” – altså alle steder, hvor det er relevant og skaber værdi.

“Kunstig intelligens er ikke en statisk teknologi, men et område i konstant udvikling – derfor kræver det både en central, strategisk indsats og en decentral, organisk udvikling/læring”

Kompetencecentret kan fungere som en løsning for din virksomhed, hvis du ikke kan bygge et internt AI-team fra bunden. Specielt for mindre og mellemstore virksomheder kan et kompetencecenter bestå af en fleksibel samarbejdspartner, der tilbyder den nødvendige AI-kompetence og ressourcer til hele organisationen. Her kan eksterne kompetencepartnere træde til og fungere som en integreret del af virksomheden, hvilket giver adgang til AI-ekspertise, uden nødvendigvis at skulle ansætte fuldtids AI-specialister. Som jeg tidligere har diskuteret i Lederen som frontløber, er det essentielt, at du som leder tager ejerskab over AI på et strategisk niveau for at drive implementeringen succesfuldt.

Fra udbredelse til vedligeholdelse

AI er ikke en engangsimplementering! Til forskel fra TQM, hvor mange initiativer blev selvkørende over tid, kræver AI’s dynamiske karakter, at kompetencecentret forbliver aktivt. Et vellykket AI kompetencecenter kan ikke blot nedlægge sig selv, når teknologien er udbredt – det skal sikre, at AI løbende tilpasses nye behov og teknologier i takt med udviklingen. Dette indebærer både at holde øje med udviklingen, teknisk opgradering, etisk ansvarlighed og løbende tilpasning af processer, AI-modeller og kontinuerlig læring og videndeling af ledere og medarbejdere.

“Et succesfuldt AI kompetencecenter kan ikke blot nedlægge sig selv – det skal sikre, at AI løbende tilpasses nye behov og teknologier.”

Kompetencecentret har også til opgave at udvikle og opretholde governance- og etiske standarder for AI i virksomheden. Du har sikkert allerede skænket en tanke om databeskyttelse og bias, som skal inkluderes i en ansvarlig tilgang til AI, der beskytter både virksomhedens omdømme og kundernes tillid. Som jeg nævnte i AI og organisationskultur, er det afgørende, at du som leder skaber en AI-venlig kultur, der understøtter kontinuerlig læring og ansvarlighed.

Kan kompetencecentret tilpasses forskellige virksomhedsstørrelser?

Selvom store, mellem og mindre organisationer kan drage fordel af et AI kompetencecenter, vil den tilgang du skal anvende som leder naturligvis variere. Store virksomheder som Novonesis, Novo Nordisk og Mærsk har allerede opbygget et internt CoE som et strategisk knudepunkt, hvor AI-eksperter understøtter organisationens forretningsenheder med skræddersyede løsninger. Det er dog ikke kun de få rigtig store virksomheder som har brug for AI, men også alle os andre. Som leder for en mindre eller mellemstor virksomhed kan det være mere fordelagtigt for dig at outsource til eksterne AI-specialister, som kan fungere som en integreret del af virksomheden og tilbyde den samme strategiske støtte. Disse eksterne kompetencepartnere kan fungere som en fleksibel løsning, der tilpasser sig virksomhedens behov, uden at du skal ansætte egne AI-specialister. Og glem ikke at din fordel i en mindre eller mellemstor virksomhed er at du kan reagere betydeligt hurtigere!

“For små og mellemstore virksomheder kan et AI kompetencecenter være det fleksible, centrale bindeled, der gør AI muligt.”

Ved at samarbejde med eksterne eksperter kan du få adgang til den nyeste AI-viden og værktøjer og sikre, at AI-strategien forbliver agil og relevant. Dette gør AI både økonomisk og strategisk tilgængeligt for virksomheder, der ellers kunne have svært ved at allokere eller tiltrække AI-ressourcer til interne roller. Som jeg har diskuteret i Hvorfor forretningen og ikke IT skal tage lead, bør din AI-strategi altid være forankret i forretningsmålene og ikke blot i teknologiske muligheder.

Langsigtede fordele ved et AI kompetencecenter

Ved at etablere et kompetencecenter kan du som leder ikke blot opnå kortsigtede fordele, men skabe en vedvarende konkurrencefordel. Kompetencecentret kan sikre dig hurtigere afkast på AI-investeringer og en bredere organisatorisk læring, som kan implementeres på tværs af funktioner og afdelinger. Med AI-kompetencen samlet ét sted kan du sikre dig ansvarlig brug af AI, reducere risici og opnå en løbende optimering af processer og beslutninger.

“Et AI kompetencecenter kan gøre kunstig intelligens til en værdiskabende del af virksomheden på samme måde, som TQM gjorde med kvalitet.”

I takt med at teknologien udvikler sig, vil et aktivt kompetencecenter også sikre, at din virksomhed konstant er opdateret og forberedt på nye AI-trends og applikationer, hvilket styrker jeres konkurrenceevne og holder organisationen på forkant. Det er her afgørende, at du som leder tager ejerskab over AI og driver integrationen fra et strategisk niveau, som jeg har skrevet om i Lederen som frontløber.

AI kompetencecenter er en investering i konkurrenceevne

Kunstig intelligens er blevet det nye “kvalitet i alting” for danske virksomheder, og ligesom med TQM kræver det en koordineret indsats. Et AI kompetencecenter kan være den nødvendige katalysator for at bringe AI ind som en værdiskabende ressource, der både øger effektiviteten og konkurrencedygtigheden. Men til forskel fra TQM er AI en teknologi, der konstant udvikler sig. Det betyder, at et succesfuldt AI kompetencecenter ikke blot kan nedlægges, men skal fortsætte med at udvikle og optimere AI i takt med, at teknologien og markedet ændrer sig.

For dig som leder er et AI kompetencecenter derfor ikke bare en kortsigtet løsning, men en langsigtet investering i fremtiden.